Annoncørbetalt: Har du solceller på dit tag eller facade? Så kan vi godt forstå, hvis du er glad og tilfreds. Solceller har nemlig mange fordele, og så kræver de næsten ikke noget vedligehold. De skal dog gøres rene engang i mellem, og det er faktisk ikke helt ligegyldigt, hvordan du gør.
Derfor skal du vaske dine solceller
Det er vigtigt at du holder dine solceller rene, så du undgår energitab. Hvis dine solceller er snavsede, bliver dit udbytte nemlig mindre, da solens stråler har svære ved at trænge ordentligt igennem. Derfor er det vigtigt, at du løbende vasker dine solceller, så panelet igen kan modtage solens stråler.
Før du vasker dine solceller
Før du begynder at vaske dine solceller, er der et par ting, du skal være opmærksom på.
For det første bør du aldrig vaske dine solceller i solskin. Her kan glassene nemlig blive meget varme og spændingen kan være høj. Du kan i yderste konsekvens risikere at få stød, ødelægge dine glas eller brænde dig. Vi anbefaler derfor, at du i stedet gør dine solceller rene på en overskyet dag, eller på den tid af døgnet, hvor der er skygge på panelet. Du kan også godt vaske dine solceller i regnvejr. Faktisk kan en stor regnbyge i sig selv rengøre dine paneler fuldstændigt.
Når du vasker dine solceller må du desuden aldrig træde direkte på dem, da det kan beskadige dem.
Det kan være en fordel først at vaske solcellerne når den værste pollensæson er overstået, da en stor del af det snavs, der sidder på solcellerne, er pollen.
Sådan vasker du dine solceller
Det er hverken svært eller omstændigt at vaske sine solceller.
Undgå rengøringsmidler
Det eneste du behøver, for at rengøre dine solceller, er rent vand. Faktisk bør du helt undgå at bruge diverse rengøringsmidler, medmindre de er særligt udviklet til den type af solceller, du har på dit hus. Vasker du dine solceller med et rengøringsmiddel, som ikke er beregnet til dem, kan du potentielt risikere at miste garantien på dem.
Undgå for meget kalk i vandet
Hvis der er meget kalk i dit vand, bør du anskaffe dig en dunk med blødgjort vand, så du undgår at der sætter sig kalkaflejringer på dine solceller. Kalkaflejringer kan nemlig reducere dine solcellers ydeevne. Det er bl.a. også derfor, at regnvand faktisk er en god måde, at få vasket sine solceller på, da regnvand ikke indeholder kalk.
Brug en blød klud eller svamp
Når der er styr på vandet, kan du begynde at vaske solcellerne. Brug en blød svamp eller klud og evt. en teleskoptang til at vaske glassene på dit solcellepanel. Det kan for mange virke nærliggende at anvende en højtryksrenser, til at vaske solcellerne, men det anbefales ikke. Trykket fra en højtryksrenser er for kraftigt og kan beskadige solcellerne.
Hvor ofte skal solceller vaskes?
Som udgangspunkt er det tilstrækkeligt at vaske sine solceller 1-2 gange om året. Det afhænger dog af, hvor du bor. Bor du tæt på mange træer, som afgiver pollen, eller på en grusvej som afgiver støv, kan der være behov for at vaske solcellerne lidt oftere. Det bedste du kan gøre er derfor løbende at tjekke om dine solceller er beskidte, og vaske dem efter behov.
Hvis du ikke selv vil vaske dine solceller, tilbyder de fleste vinduespudsere også solcellevask.

Skriv et svar